Huset i Busene

sommerhus – renovering – have – Møn – ture

Kvas og hegn

| 1 Comment

I årets første måneder, og især i de sidste to weekender, er der blevet klippet og beskåret i havens træer og buske. En alt for stor kristtjørn har fået en meget kraftig beskæring. Måske lidt for kraftig, det vil tiden vise. I får ingen billeder af den og heller ikke af den hvide kornel, som har fået samme omgang. Til gengæld er her et billede af resterne. Grene og kvas er blevet brugt til et kvashegn for enden af haven.

KvashegnDet er en god måde at bruge havens grenaffald på. Det vil synke sammen efterhånden, og så kan der fyldes mere på. Her har der været indgang til naboens have, og det giver ingen mening mere, da huset ofte er udlejet. Det har også været rådyrenes foretrukne vej ind i haven. Jeg ved godt, at kvashegnet nok ikke forhindrer dem i at finde ind i haven, men nu må de i hvert fald finde en ny indgang.

Spiste tulipaner

De har smovset godt i tulipanerne, så næste år skal jeg have flere narcisser og andre forårsløg, som ikke skulle være så attraktive for rådyr. Der er mange steder, man kan finde lister over rådyrs yndlingsspiser og det modsatte. Havenyt har en fin artikel, som jeg er startet med. Det med rådyr i haven er nyt for mig. Jeg har dem ikke hjemme i hverdagshaven. De har nok altid været i sommerhushaven, og jeg har også bemærket de afgnavede rosenkopper ind imellem, men ikke sådan et festmåltid i de spirende tulipaner.

Beskæring

Tilbage til beskæringen, for der har været gang i grensaksen og motorsaven. Husets besøgene har fået lov til at hjæpe. Dejligt at de gider. Her er Christoffer i gang med nogle af de store blommetræer i hegnet ind til naboen. De er ikke fældet, men vi har taget nogle af de store grene, som tog udsigten ud over marken og Østersøen.

HasselhækHasselhækken var blevet 2-3 meter for høj, og stammerne var ikke så tydelige mere. Det er en lidt speciel hæk med de bare stammer, og jeg har valgt at videreføre den. Når den springer ud ser det godt ud med de bare stammer og den grønne top.

Hasselbrøndslører

Marie har taget sig af beskæringen, og jeg har fjernet den gamle hasselbrøndslører, og flettet en ny af de afskårne grene. Den blev lidt mindre denne gang, idet jeg satte den så tæt på betonkanten som muligt. Det blev til ca. ½ meter mindre i diameter, og det er fint, for den fyldte meget før.

Det lidt kedelige hjørne af haven med pladehegnet har de sidste par år rummet en rodet grenbunke og en kompost, som var vokset sammen. Komposten eller rettere haveaffaldsbunken havde efterhånden bredt sig et godt stykke ud over græsplænen. Her har vi nu ryddet, og der skal etableres en tredelt kompost. Det nåede vi ikke i denne omgang, men vi fik markeret området med nyt flethegn og kvashegn.

Kompostområde

 

Hegn

Flethegnet er endnu ikke helt færdigt, men består af hasselgrene og forsythiagrene.

Kvashegn tæt på

Kvashegnet består af lidt af hvert, men en stor del er fra blommetræerne.

Der ser bart ud lige nu, men om en måneds tid, når træerne, buskene og brombæren er sprunget ud, bliver det godt.

 

One Comment

  1. Smukt og naturligt 🙂
    Laver noget lignende her, men det er mere ’smide det i en bunke’ ud mod en mark hvor der højest sandsynligt sprøjtes 🙁

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield