Min mand foreslog, at dette indlæg også kunne hedde “Det er ikke alt, der er kønt, når gamle damer stripper”. Huset på Møn har strippet nu.
I mandags gik mureren i gang med at skrælde det indvendige af ydervæggene ned. Vi fik bulletiner om, at den minimale isolering, der burde sidde i væggene, næsten var spist op af mus og faldet sammen. Musene havde til gengæld efterladt enorme mængder af muselort.
Det var derfor med en vis spænding, vi drog af sted til Møn i søndags for at se, hvordan der så ud. Muselorten var fjernet, og det var det meste andet også. Ydervæggene står tilbage, men ellers er der næsten helt rippet for vægge og gulve i hele huset. Nu er det definitivt for sent at ombestemme sig. Det skal have den helt store tur.
Mod syd er bindingsværk og mur fint, men det er også blevet skiftet ud siden huset blev bygget. Der er lecasten i stedet for de orinale mursten. Det gør ikke noget, der er rigeligt med originale elementer ellers.
Muren mod øst er til gengæld meget original.Her kan man se den gamle blågrønne limfarve og rester af flere forskellige slags tapet. Det er sat direkte op på muren, så der må godt nok have været koldt om vinteren uden nogen som helst isolering.
I køkkenet har der været knaldgult. Norma er nu taget ned og skal stå i det nye køkken.
En af de lidt kedelige fund er mug på denne væg.
Der er også lidt suspekt ved en af af stolperne i lofthøjde i det tidligere toilet.
Det indvendige bindingsværk på nord- og østsiden af huset ser ikke godt ud. Men det er ikke sikkert, at det betyder så meget. Det skal helt sikkert skiftes ud, men man kan se, at der er sat nyt bindingsværk op udefra, så muren skal ikke rives ned.
Her stod gruekedlen…
Udenfor i affaldsbunkerne fandt jeg et stykke træ med endnu en tapetstump. Det er fra dengang, der var farver på væggene. Det bliver nok i noget lysere tone nu(hvidt), selv om jeg egentlig godt kan lide mønstrene i de gamle tapeter
Vi har hyret lokale håndværkere, som vi har fået anbefalet til at tage sig af de store opgaver. Denne gang er det mureren Carit Jensen, som har været på spil, og det ser da ind til videre meget godt ud.
12. november 2013 at 22:03
Ja der er ikke meget tilbage af det gamle hus, lige nu ser det ikke spændende ud, det kan kun blive bedre, og det bliver det uden tvivl også 🙂
Held og lykke med det.
12. november 2013 at 23:50
Det var nogle spændende billeder, og stripped må man sige at huset er. Godt der står nogle soldater, til at holde på hat og briller!
Kæmpe arbejde og der går nok nogle dage, før huset er i en stand, så det er beboeligt. Men det bliver garanteret godt. At lokale håndværkere udfører arbejdet, er også til glæde for lokalsamfundet. Så alt i alt en win win.
13. november 2013 at 10:01
Hold da op for en opgave, men jeg er ikke i tvivl om at det er drømmen der udleves og jeg er også sikker på at den bliver indfriet. Jeg måtte læse lidt tilbage for at blive opdateret og nu glæder jeg mig til at følge jeres projekt. 🙂
13. november 2013 at 18:48
Den overskrift havde da ellers nok trukket nye læsere til 😉
Kæmpe arbejde det er godt at have fagfolk til. Er meget spændt på resultatet, når den tid kommer.
Nyd din aften
Birgitte