Vi arbejder inde og ude, når vi har tid i weekenderne. Endnu er vi ikke ferieramte, men sommer er det blevet, så udenfor har jeg ordnet omkring terrassen.
Jeg har anlagt et krydderurtebed foran den nye terrasse. Egentlig var der et smalt bed med roser og lidt krydderurter i forvejen. Men nu har jeg gjort det bredere, så det passer bedre til terrassen. Jeg har plantet lidt timian, malurt, purløg, solbærsalvie og oregano, som jeg havde stående i potter. Jeg har tænkt mig, at der skal mange flere krydderurter med tiden. Det er ikke så nemt at plante lige nu, for der er meget tørt, så resten venter jeg med.
Fra terrassen er der det skønneske kig ned igennem haven og længere væk ned til Østersøen.
I forhaven har jeg plantet mynter og lathyrus op ad muren ved hegnet imellem roser og stokroser. Sidste år lykkedes det fint med lathyrus her selv om der kunne gå 14 dage imellem, jeg var her og kunne vande, så jeg prøver igen i år. Mynterne skal være her, så de er til at holde styr på isteder for i krydderurtebedet.
Roserne er et helt kapitel for sig. Der er mange af dem rundt i haven, og her i forhaven er der blandt denne røde rose op ad hegnet.
Det er bare sommer nu.