Huset i Busene

sommerhus – have – Møn – ture – renovering

Maling af lofter

| 1 Comment

Jeg arbejder på stiger i disse dage. Det er lofterne, det gælder. Først er de renset for nikotin, og bagefter vasket af i rent vand, for at den basiske nikotinrens ikke skal forhindre malingen i at hæfte. Nu er jeg så gået i gang med at male.
Malet loft
Der bliver hvidt med lysegrå bjælker, og det lysner gevaldigt op. De brune isoleringsbats bliver dækket med træpaneler og gipsplader, og malet hvide, når vi når der til.
Loft delvis malet
Det brune årti’s spor bliver slettet, og selv om halvfjerdserne var en herlig progressiv periode, så var der meget brunt. Her i huset har det sat sit præg på alle bjælker, både de vandrette og lodrette, og på alle dørkarne og gerigter. De bliver nu malet med silvergrå linoliemaling.
Linoliemaling
En miljøvenlig maling uden allergifremkaldende konserveringsmidler, som vi køber hos Fyra Vindar, der meget belejligt ligger i Ny Borre lige i nærheden.
Linus maling
Loftmalingen er fra samme sted og ligeså miljøvenlig. Den hedder linus og er en mat maling til vægge og lofter. Den skal røres grundigt inden brug, faktisk er et piskeris udmærket til at få den jævn. Herefter er den meget nem at arbejde med. Den drypper ikke, og jeg har brugt en lille malerrulle til at påføre den med.

Jeg er nu halvt færdig med de hvide lofter. Bjælkerne er der en del tilbage af, og de skal have et par gange mere, så der er til et par weekender mere på stiger.

One Comment

  1. klaus

    Under det brune maling ku’ vi se at bjælkerne har være lyst grå engang tidligere.

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield