Det er midt i oktober, og det er mildt i vejret, så krydderurtebedet er stadig på sit højeste. Det har faktisk ikke været bedre end nu, men det skyldes nok, at det først blev anlagt i juli måned, hvor sommeren var varm og tør. Siden har vi haft sol, varme og regn i varierende mængder, og det har fået haven til gro, og ikke mindst krydderurtebedet ved terrassen. Du kan se billeder af bedet i juli her.
Det blev plantet til med salvie, forskellige slags timian, purløg, persille, anisisop, colamaurt, almindelig malurt, basilikum, buskbasilikum, rosmarin, fransk syre, citronverbena, appelsinsalvie, solbærsalvie, fransk estragon, citronmelisse, tallerkensmækker og for at fylde lidt også en lille squash.
Appelsinsalvien har ligesom solbærsalvien en flot rød farve, som lyser godt op i bedet. Jeg bruger den ikke så meget i køkkenet. Det er mest en dufteurt, og så er den jo ret flot.
Buskbasilikummen har klaret sig fantastisk godt. Den har jeg brugt løs af, men det ses ikke. Den er helt frisk uden visne blade i modsætning til den mere almindelige storbladet basilikum, som ikke rigtig gider mere. Den, altså buskbasilikummen, vil jeg fremover forspire og plante udendørs, for den egner sig godt til det danske klima.
Tallerkensmækkeren, som også kaldes landløber, er også blevet ret fyldig. Det gør ikke noget for der er plads til den, og så dækker den over de sørgelige roser uden knopper. I bedet stod oprindelig nogle Ingrid Bergman roser, men de de er lidt triste for rådyrene æder knopperne, hver gang de er på vej. Rådyrene gider åbenbart ikke æde krydderurter, og det er jo helt fint.
Her ses bedet fra havesiden, og her kan man også se den nye havedør, som blev sat i for et par dage siden. Det pyntede.
Jeg har forskellige slags mynter i forhaven i et bed langs en mur. Her kan jeg styre dem, så de ikke invaderer og overtager krydderurtebedet.
14. oktober 2014 at 13:02
det er vel nok et flot og frodigt bed du har fået anlagt. og et rigtig godt fif med busk basilikum. den må jeg prøve. mit eget nyanlagte urtebed kræver gå lige en justering, eller måske en udvidelse. Hold da op hvor det hele bare gror.
19. oktober 2014 at 22:17
Det er skønt med al den frodighed, især efter denne tørre sommer, hvor det hele stod i stampe.