Et af weekendens projekter var at få solfangeren på plads på taget. Håndværkerne havde sat stilladset op og fæstnet rørholderen til taget, så vores job var at få rørene sat fast, og det hele forbundet til anlægget inde i huset.
Det blev søndag inden vi nåede til den udvendige del, og det var lige før, at det gode vejr, var ved at udsætte projektet. Rørene skal helst ikke sættes op i solskin, fordi de så begynder at producere varme, og det kobberstykke, der skal skubbes op i manifolden, udvider sig. Det gør dem umulige at få ind i holderne. Det var vekslende vejr, og vi klarede solperioderne ved at dække rørene med viskestykker, indtil de skulle sættes op.
Først skulle rørene befries for gaffatape, indtørret pap og andet skidt.
Klaus var manden på taget, der satte dem fast i holderen. Kobberstykkerne blev smurt med zinksalve (den fra apoteket er fin og billig) for at sikre en bedre varmeoverførsel.
Efter lidt bøvlen med at få dem rigtig på plads, fandt vi den nemmeste metode at få rørene helt ind: Først startes med at trække den indvendige varmeopsamler lidt op af vakuumrøret og presse den på plads ind i manifolden. Derefter smøre toppen af glasrøret med glidecreme (f.eks. Glidex på spraydåse), så smutter det nemmere ind i manifolden, uden at gummiringen følger med. Til sidst skilles bundholderne ad, ringen sættes på og bundstøtten skrues på plads.
Det tog et par timer, og det sidste rør kom desværre ikke på plads, for bundholderen manglede, da vi skulle sætte den op. Den kommer op en anden dag, når vi finder den, og anlægget fungerer fint alligevel.
Solfanger på plads
27. oktober 2014 | 1 Comment
26. november 2014 at 23:14
I sidste weekend fik vi sat det sidste rør op, og udskiftet et rør der var blevet skadet under montering. Så nu er solfangeren komplet.
I denne uge producerede den i løbet af de få times sol der var, små 5 kWt/døgn. Og det bliver sikkert endnu bedre, når styringen er justeret ind.