Huset i Busene

sommerhus – have – Møn – ture – renovering

Fra beton til træ på gulvet

| 4 Comments

Den sidste uges tid har vi brugt på at lægge trægulv i soveværelset og stue/køkken. Vi har været et team på fem i de første dage, så der var fyldt godt op i det lille hus.
Køkken med betongulvDer har været mange overvejelser om gulvet, for valgmulighederne er mange, og jagten på det helt ideelle trægulv til den rigtige pris i et sommerhus har stået på et godt stykke tid. Nettet er pløjet tyndt, og vi har fået tilsendt prøver fra andre dele af landet og været hos adskillige gulvforhandlere. Det er så endt med at blive et matlakeret egeplankegulv fra den lokale XL byg i Stege. Nogen gange behøver man ikke rende så langt for at få en konkurrencedygtig pris 😉
Gulvpakkerne
Selv om vi har lagt gulvvarme i betonen, har Klaus også ville have et lag gulvvarme lige under gulvbrædderne. Det er fordi, at det er et sommerhus, og vi gerne vil kunne varme det hurtigt op. Det kan det øverste lag, mens det nederste lag bedre opmagasinerer varmen fra solvarmen.
Workteam
Teamet er her godt i gang med tilskæring af thermogulvspånpladerne, som bliver lagt oven på et lag dampspærre af grønt plast. Spånpladerne har riller til varmeslanger, men de skal have fræset buer, så slangen kan fortsætte i den næste rille.
Gulvfræser
Det endte med at blive til en nyinvestering i en overfræser, efter at vi havde forsøgt os med en lånt, som ikke havde de rigtige fræsejern.
Varmeslanger
Derefter lagde vi varmefordelingsplader af metal og varmeslanger.
Soveværelse med Trindæmpende lag
Så et trindæmpende lag.
Gulvplanker på tværs
Til sidst gulvplankerne. Det er et flydende klikgulv, som ikke skal limes. Heldigvis, for de første planker blev lagt i den forkerte længderetning og kunne forholdsvis nemt tages op og genbruges. De skal helst ligge fra gavl til gavl og i samme retning som loftbrædderne.
Soveværelse
Her er soveværelsesgulvet næsten færdigt.
Soveværelse med materialer
Kort tid efter blev det dækket med gråt pap for at skåne gulvet. Det skulle nemlig bruges til opbevaring af allt det, der skulle fjernes fra stue/køkken, så vi kunne lægge gulv der.
Stuegulv
Det brugte vi de næste par dage til at lægge, og det blev rigtig flot. Det har forandret huset meget, og det er skønt at gå i hjemmesko indendørs. Nu skal tømreren i gang med bl.a. karme og gerichter ved døre og vinduer.

Køkkengulv
Her er jeg ved at lægge de sidste i køkkenafdelingen. Der må ikke være trægulv under køkkenelementerne, for så kan gulvet ikke udvidde sig (flyde) med temperaturen. Skabene står bedst direkte på betonen, derfor kan man se den grønne dampspærreplast, der hvor køkkenet skal være. Køkkenet er bestilt, og det bliver et hvidt Laxarby fra Ikea. Det bliver måske malet i en anden farve, hvis det hele bliver alt for hvidt.
Køkkenet bliver næste store projekt, som vi glæder os meget til at kaste os over, og det bliver nok i juleferien.

4 Comments

  1. Avatar

    Tillykke med gulvet. Det ser super flot ud 🙂

    Er i tilfredse med varmen? Oplever i nogle former for lyde fra gulvet når varmen slår til og fra?

    Mvh Jonas

    • Klaus

      Hej Jonas

      Vi hører stort set ingen støj fra selve gulvet når vi er i huset. Det sagt med det forbehold, at vores varmeanlæg holder en meget stabil fremløbstemperatur, derfor arbejder gulvet ikke ret meget på grund af temperaturskift. Vi har nogen få steder i huset, hvor vi ikke har været helt gode nok til at få understøtningen i orden. Det, sammen med at vi har brugt lindoliemaling, giver nogen “rivelyde” når gulvet har stået f.eks. natten over. Lindoliemaling bliver aldrig helt tørt i overfladen, så efter en nat hvor gulvet har ligget op mod det malede fodpanel, er det ligesom klistret fast til panelet. Når man så træder i nærheden, synker det lidt ned og bliver ligesom “revet af” fodpanelet.

      Den kinøjser varmepumpe vi købte billigt, det er en anden historie. Når den kører, kan den høres som en dyb brummen i hele huset.

      En anden erfaring vi har gjort os er at selv om fabrikanten til varmeslanger skriver at hver varmesløjfe må være op til 110 meter, så burde vi have lavet 2 på det halve i stuen. Vi er nød til at køre cirkulationspumpen på højeste tryk, for at få varmen ud i stue gulvet.

  2. Avatar

    Hej
    Jeg søger med lys og lygte en rest af netop dette flotte gulv, da jeg har det selv og har fået en tilbygning hvor jeg mangler et stykke, og derfor vil jeg høre (Selvom det er et skud i tågen) om I måske havde en rest tilbage, I vil være interesseret i at sælge?
    venlige hilsner Tina

    • Klaus

      Hej Tina – jeg overså desværre din kommentar dengang den kom ind – og opdager den tilfældigt nu. Men det har nu nok ikke gjort den store forskel, da vi ikke længere har nogen plader fra det oprindelig gulv tilbage. Vi havde senere en vandskade hvor vi måtte på jagt efter flere af samme.
      Det lykkedes os ved lidt heftigt brug af google at finde ud af at det låsesystem som vores gulv har, formentlig er patenteret af det svenske firma Kährs. Deres forhandler side opgav 2 kæder i Danmark: XL og Garant. Jeg skrev til firmaet og de oplyste at vi kunne bruge 141XADEK0VRV190 som erstatning og med dette nummer i hånden kunne vi bestille det hos XL byg. Det kostede en bondegård i forhold til at at vi kun skulle bruge et par pakker, og farven er ikke helt den samme. Vi håber det udjævner sig med tiden.
      Jeg har måske en 8 brædder og lidt stumper tilbage hvis I stadig kun mangler lidt.

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield