Huset i Busene

sommerhus – renovering – have – Møn – ture

Tale og udstilling fra indvielsen

| 0 comments

Der var rigtigt mange der mødte op til vores indvielse, tænk at vi kender så mange søde mennesker. Tak til alle der var med til at gøre det til en dejlig dag. Og tusind tak for alle gaverne.

IMG_2915Ina havde sat plancer op med billeder af byggeriet fra start og undervejs i byggeriet. De samme kører nu slideshow herover. Du kan stoppe eller bladre i showet, ved ar bruge musen.

 

 

Talen

For dem der ikke nåede frem (især vores elektriker og vores murer, som var på øvelse med redningsbåden) gengiver jeg her min tale, nogenlunde ligesom jeg holdt den på dagen.

IMG_2910


Det har været en lang rejse – og både mellem børn, venner og kollegaer er der nok nogen der efterhånden er trætte af at høre om “Busene”

Det hele startede da min mor døde i februar 2013. Min mor var, som Claus i det store hus overfor referere det, en “Markant borgmester i Busene” og afholdt og respekteret af mange lokale.

Vi brugte foråret og sommeren til at rydde op, mine søstre hentede adskillige læs møbler, og ting og sager. Vi var ikke i tvivl om at vi ville gøre meget for at overtage dette lille vidunderlige sted.

Så skulle vi jo i skifteretten, det var i Nykøbing og embedsmanden som vejledte mig, virkede noget overasket over at jeg ville overtage huset.: – Er du helt sikker? – Du kan jo eventuelt bare købe det, når det kommer på tvang. Men det turde jeg ikke, tænk hvis der kom en anden og bød over mig.

Oprindeligt havde vi forestillet os at vi kunne renovere huset lidt af gangen, så vi gik i banken for at få stablet et lån på 300 tusindende på benene, så vi kunne overtage huset og betale mine søstres andel ud. Vi (Bankrådgiveren og os) havde slet ikke forestillet os at det kunne være et problem, men det viste sig umuligt at finde en kreditforening, der ville give os et lån. De vil ikke låne ud til huse der koster mindre end en halv million. – Det virker i vores øjne noget absurd at man ikke kan låne 300 hundrede tusinde – det er jo ikke prisen der afgør om det er en risiko. Tvært imod må et lille lån til et hus på en fed beliggenhed – og en økonomi hos låntager som matcher afdragene da give bedre sikkerhed.

Vi havde 3 forskellige kreditforeninger ude og se på huset, men kom ingen vegne. Til sidst sagde vi til hinanden, så går vi f*** all-in og renoverer huset, så vi kommer over den halve million!

Det gav os jo til gengæld endnu flere muligheder. Vi afprøvede endnu flere plan layouts – indtil den endelig plan var blevet udtænkt.

Vi holdt det første byggemøde i efteråret 2013  med lokale håndværkere som vi havde fået anbefalet af de lokale her i byen. Det virkede positivt i vi glædede os til at komme i gang. På vejen ud konstaterede Mikael (elektrikeren): “Jeg tror det er et godt team du samlet, vi er alle sammen i familie!”

I november 2013 startede Carit så, og på trods af den geniale grundplan jeg havde udtænkt, som skånede de fleste vægge – så forsvandt de næsten allesammen alligevel. De indvendige vægge var af ubrændte sten, og de havde fået fugt, så de smuldrede. Man kunne faktisk fjerne dem med en støvsuger.

Huset stod så uden de indvendige vægge da stormen Bodil kom i december – vi var lidt nervøse – især da Joan ringede dagen efter. Men det var heldigvis kun hegnet der væltede. Carit indrømmede bagefter, at han havde også været lidt nervøs.


Vi er desværre ikke kendte nok til at vi har personer fra pressen eller statsforvaltningen til stede. Men tillad mig alligevel en lille rant om hvordan staten er med til at afvikle landdistrikterne. Vi ser jo nye nedrivninger og huller i husrækken i alle byene på vejen herned …

Min mor brugte sine sidste spare penge til at få lavet den kloark, som alle på landet er blevet påtvunget. Men det var jo  ikke nok, der efter blev hun mødt med politianmeldelse, fordi hun reagerede for langsomt på en lille overskridelse af en grænseværdi i brønden.

Når først sagen er politianmeldt er det en ekspeditionssag. Den går i retten, hvor det er kommunens medarbejder der agerer sagkyndig (og altså samtidig anmelder). Du har derfor ikke en chance, men dømmes til at lukke brønden, tilslutte dig vandværket og betale sagsomkostninger.

Heldigvis følger sådan en politianmeldelse personen, så min mor tog den heldigvis med i graven. Vi kunne derfor starte forfra og fik taget en ny vandprøve. Den kom heldigvis tæt nok på ok, til at blive godkendt.

Alternativet havde været en tilslutning til Magleby vandværk, der beløber sig til små 100 000 – det var vi heldigvis ikke klar over da vi startede, for så var vi nok ikke gået i gang.

Men læg myndighedskravene sammen:

  • Vi har et lille hus i lidt træt stand: Det har måske en restgæld på 300 000
  • Kloark 50 000
  • Vand 100 000 (tilslutningsafgift, gravearbejder, rørarbejder, tilkastning af eksisterende brønd)
  • Og så skal der måske bruges en lille halv million, for at bringe det op til nutidig stand

Samlet pris, en lille million for et hus der aller højest kan indbringe 7 – 800 000 i vurdering/belåning.

Set fra et skrivebord i København hvor et kolonihavehus koster mere, synes kravene måske ikke urimelige, men herude hænger det ikke sammen.

Havde vores hus ligget med en halvskidt beliggenhed, havde vi aldrig kastet os ud i dette projekt. Det er der jo mange huse der gør, og så er det jo ikke mærkeligt husene på landet bare bliver forladt, og kommunen i stedet må bruge penge på at rive dem ned.


Dengang vi startede og vi snakkede rigtigt godt med håndværkerne, sagde jeg til Ina: Et projekt starter altid med at man snakker fint med håndværkerne og de er enormt flinke. Når man så nærmer sig slutningen, så bliver man uvenner og skændes om hvad der var med i
tilbuddet/opgaven (og nogen gg. ender man i retten)!
Jeg er glad for at kunne sige, at det ikke er tilfældet i dette byggeri. Vi føler os rigtigt godt behandlet af de lokale håndværkere. De  overskridelser der har været i forhold til budget, har skyldes at vi har været nød til at ændre nogen ting i projektet undervejs.

Det har været dejligt at have med folk at gøre der kan tænke selv, især når mine planer har været lidt “fluffy”

Kun når jeg har brudt sædvane, har der været lidt knaster. Ole havde det svært med at jeg gerne ville have fodlisterne skruet på – og straffede mig så med at sætte dem med nogen ordentlige motherfucker skruer. Jeg havde også lidt diskussioner med Mikael undervejs, om hvad der er lovligt/muligt. Selv de er grimmere, er det stadig svært at forstå at svenskerne & tyskerne giver en trediedel for en stikkontakt.

Men jeg synes det er gået over alt forventning og vi har nået et fantastisk resultat. Vi er tilfredse med at vi har benyttet lokale
håndværkere og vil ikke tøve at anbefale hverken:

Murer: Carit Jensen
Vores tømrer Ole Ørnum
Bo Rasmussen, herunder især Christian
Mikael (Møns Elservice)

Jeg skal også sige tak til vores børn der har hjulpet, især med at svinge malerpenslen, og til venner og familie som har stillet op og givet en hånd i sommervarmen.

Klaus

Author: Klaus

Linux og teknik nørd, lettere religiøs opensource tilhænger. Har arvet og istandsat min mors hus i Busene, en af de skønneste pletter på Danmarkskortet.
Til daglig er jeg system administrator på Søndre Campus (KUA), Københavns Universitet

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield