I weekenden har jeg fået motioneret gravemusklerne godt og grundigt. Det er forhaven i sommerhushaven, som er begyndt på den store forvandling i retning af en cottagehave. Jeg har indtil videre haft lidt bede i kanten af græsplænen, men tanken er, at græsset skal være gangstier eller helt forsvinde med tiden. I sommers fik vi lagt trædesten mellem hoveddøren og den kommende havelåge, og i sidste uge fik vi fjernet noget krat og en gammel rose i skellet til naboen.
Der er nu sat buksbom, som med tiden skal blive til en hæk. Det var egentlig naboen, som var lidt træt af den viltre rose, som skød op alle vegne og gerne ville have buksbom i stedet. Det var jeg jeg helt med på, og rosen er blevet flyttet ned bag i haven, hvor den kan boltre sig. Foreningen Historiske Planter har også fået lidt af den, for svigermor havde en særlig historie om den.
På billedet har jeg lagt armeringsjern til markering af, hvor der skal graves. Et stort firkantet bed i midten og lige brede bede langs kanterne, og så skal der graves.
For at udnytte jorden bedst muligt og slippe for at køre mange kilo græstørv langt væk, har jeg gravet dem ned i jorden. Først har jeg taget et par m2 græstørv op og lagt dem i en bunke. Derefter har jeg gravet ned i ca. ½ meters dybde og lagt græstørvene med græsset nedad i hullet, som på billedet. Derefter har jeg fyldt jorden på igen, og så fortsat på samme måde til bedet er gravet færdigt.
Efter et par timer eller 12 blev det vist til, er bedene klar til plantning. Det store i midten og de smale kantbede, som nu alle har lige kanter.
Alle de medbragte planter er nu i jorden. I midten en koreakornel, Cornus kousa, som jeg købte for en slik på et pantemarked. Resten er overskud fra hverdagshaven og venners haver, og et par enkelte indkøb. Kønt er det ikke lige nu, men det bliver det helt sikkert til foråret og næste sommer, når rølliker, høstanemoner, rabarber, kvæsurt, lammeøre, lungeurt, kvan, staudesolsikke, montbretia og alt det andet vokser til. De fleste er i rød-orange-pink-bourdeax og lidt gule farver, så der bliver kulør på. Det gælder både blomster og løv.
Der er mange løg i jorden, for græsset var fyldt med forårsløg, men jeg har suppleret med lidt ekstra farver og former.
Nu venter jeg bare på foråret.
Pingback: Nu krymper græsset i sommerhushaven | Anna's Plads
29. oktober 2015 at 21:35
Hvor bliver det godt. Hvor er du sej, sådan at grave så stort et bed. Her tyr vi til maskiner, hvor det kan lade sig gøre 🙂
Kærlig hilsen Anette
29. oktober 2015 at 21:46
Jeg har ingen maskiner, og alle pengene er brugt på huset 😉
Jeg kan nu godt lide at grave, så det er hårdt men dejligt. Jeg har faktisk ikke haft ondt nogen steder denne gang, så for hårdt har det altså ikke været 😉
30. oktober 2015 at 22:11
Det ser nu altså godt ud med lige kanter hi hi – flot arbejde
31. oktober 2015 at 9:19
I starten kunne jeg ikke abstrahere fra de buede linier, som var der, og jeg puslede med et rundt bed i midten. Det fungerede ikke rigtig, så jeg kom først i gang med spaden, da jeg fandt ud af det med de lige kanter. Det må være det rigtige der!
30. oktober 2015 at 23:30
Hold da op – sikke et arbejde!! Men det skal nok blive godt. Glæder mig til at følge det til foråret 🙂
Knus Nina
31. oktober 2015 at 9:21
Det var et stort arbejde, men som sagt ikke værre en at jeg fik en god gang motion 😉