Det er sommerferie. Dagene nydes i haven, og der er tid til de hyggelige sysler. Solbærplukning og syltning er en af dem. Haven har en meget stor gammel solbærbusk, som bugner af bær.
Der er mange, så det er fint at sidde på græsset.
Eller i skyggen på bænken med afklippede grene. De ældste og lavest hængende grene bliver klippet af, så der er plads til nye grene.
I foråret rydede jeg kraftigt op i bærhaven, og den gamle solbærbusk blev renset for brændenælder og skvalderkål. Jeg tog også et par rodskud og plantede dem ved siden af. Det skulle gerne blive til en bue med fire solbærbuske rundt om bålpladsen.
I maj kom et rådyr forbi og gned sit gevir op ad de tynde stammer. Det holdt denne busk ikke til. Jeg havde heldigvis et par stykker på lager, så jeg plantede nogle nye, og de fik hegn rundt om.
Den gamle busk forsyner os nu fint med bær. Jeg fik plukket 3,5 kilo solbær i denne omgang, og det var primært på afklippede grene, så der er stadig bær tilbage på busken til et par solbærtærter.
De 3,5 kilo blev suppleret med 3 kilo sukker, saften af to citroner og fordelt i husets to største gryder. Efter ti minutters kogning og lidt geleringsmiddel, kom de på glas.
Nu går vi ikke ned på solbærmarmelade lige med det første.