Vi havde pænt besøg til havefestivallen i lørdags, og der kom ca. 60-80 personer i løbet af eftermiddagen. Det må siges at være ret mange i forhold til havens størrelse, afsides beliggenhed og det noget ferske havelook. Men de fleste kom også i forbindelse med besøg i haven i Ålebæk, og jeg ved fra mine egne ture rundt på havebesøg, at det er dejligt med flere haver i nærhen, så min lille have blev nu også værdsat. Ikke mindst for den skønne beliggenhed.
Jeg havde fået trimmet bedene og sensommerblomsterne blomstrede lystigt især i forhaven, hvor bedet fra efteråret gjorde sig til.
Her er det store bed et blandet bed med stauder og spiselige planter i mørke og orange farver, og sidstnævnte bidrager montbretiaen fint med.
Kvan, lathyrus beaujolais og sporebaldrian trives også fint her.
I baghaven er det havens specielle form og udsigten, som man straks lægger mærke til. Den er nu også skøn. Det var lidt diset i lørdags, så Falster var ikke synlig, men man kunne godt fornemme Østersøen.
Under æbletræet er der prydtobak og lidt pynteri.
Jeg afslutter blomsterspammeriet med lathyrus gvendoline og dagens buket på havebordet.
Det er dejligt at vise sin have frem, og det er skønt at få den trimmet, så den nu rigtig kan nydes. Det varer nok et stykke tid før haven åbner igen. Nu skal den have lov til at gro og bedene skal fyldes ud, så om et par år sker det nok igen.
16. august 2016 at 8:24
Ja, jeg synes jo, at du har den dejligste sommerhushave og virkelig har fået den til at syne af noget på kort tid. Ret imponerende med alt det andet I også har lavet. Skønt, at der kom så mange forbi.
16. august 2016 at 20:51
Tak for billederne, jeg glemte helt at tage mobilen frem….. men jeg tror at det også lige præcis ville have været disse motiver som jeg ville have fotograferet 🙂
16. august 2016 at 22:08
Dejligt med så mange besøgende, der ser virkeligt dejligt ud i din sensommer have.