Der er stadig er dejligt på terrasen, og udstyret med tæppe og læsestof kan man endnu nyde sin te i hvilestolene. Havelågebogen kan iøvrigt anbefales til afslappende underholdende læsning. Den har ikke noget med havedesign eller snedkerabejde at gøre.
Men vi begynder at trække mere indendørs. Heldigvis har vi nu fået godkendt Norma, så vi kan fyre op i komfuret. Det giver god varme og masser af hygge. Det har trukket ud med godkendelsen, så indtil nu har vi kun haft en enkelt prøvefyring siden opsættelsen. Skorstenfejeren ville have nye renselemme i skorstenen, plade under komfuret, kitning og bedre lukning af en lem. Det har taget sin tid, men nu er hun godkendt. Det nyder vi.
Skuret blev sat op og malet for fire år siden, og nu trænger det til trætjære igen. Sydsiden og de nederste brædder på hele skuret er det mest udsatte, så det har førsteprioritet, når Klaus svinger penslen.
Og lige til sidst den færdige sydside.
Nu dufter der af trætjære og brændekomfur i Busene. Det supplerer den landlige stemning fint.